Vindmøllen
For at kunne være selvforsynende med energi etablerede Økosamfundet Dyssekilde i midten af 1990’erne den første vindmølle på Halsnæs. Det skete dog ikke uden en god portion lokal modstand fra borgerne, mens kommunen var positiv. Siden da er holdningen ændret markant, og nu har vores vindmølle fået selskab af yderligere seks andre i området.
Den enkelte 450 KW vindmølle på landsbyens jord er en andelsmølle og er opført af Halsnæs Møllelaug. Den producerer strøm, der svarer til 250 boligers behov, hvilket er 2½ gange flere husstande, end der er i landsbyen. Lidt under halvdelen af økolandsbyens medlemmer har andele i møllen.